Beskyttelse af kyster mod kysterosion - to løsninger

Den Erosion af kysten er et problem, der påvirker vores kyster og strande: For at modvirke fænomenet har USA og Holland udviklet innovative systemer til at bekæmpe havets uophørlige påvirkning og beskytte kysterne.

Kysterosion - Hårdt hav rammer kysten ved Brough Head, 16 km syd for John O' Groats på Skotlands nordøstkyst. — Kysterosion på Skotlands nordkyst | Billedkilde: Envato Elementer

Kysterosion er et stort problem i Italien, da landet har 7500 kilometer kystlinje. Tidevandet og strømmen fjerner materiale fra kysten hver dag, hvilket kræver dyre og ikke-permanente genopfyldningsforanstaltninger (tilføjelse af sand til havbunden): Alene i Emilia-Romagna blev der i 2022 investeret 19 millioner euro for at vedligeholde blot 11 km kystlinje og flytte 1,5 millioner kubikmeter sand. Andre mulige foranstaltninger omfatter brug af bølgebrydere, ofte lavet af beton eller store sten, som kan reducere kraften i de bølger, der rammer kysten.

Det er derfor vigtigt at beskytte kysterne mod kysterosion. Havet kan ikke kun true turiststrande, men også beboede områder, som i tilfældet med North Cove-regionen (USA) eller omfattende lavlandsområder som de hollandske kyster. Begge samfund har søgt alternative løsninger til simpel genopfyldning og er derfor interessante eksempler.

En mand mod Stillehavet: Hvordan David Cottrell reddede Washaway Beach

Området ved North Cove, et landsbysamfund i staten Washington, er også kendt som "Washaway Beach" på grund af den alvorlige kysterosion forårsaget af vinterstorme og tidevandet i Stillehavet.

Tidligere har havet indvundet op til 30 meter kystlinje om året på grund af menneskelig indgriben som f.eks. opførelsen af en dæmning på Columbia River, som har reduceret mængden af sediment, der bliver transporteret til kysten, og ødelagt huse og andre bygninger som f.eks. et fyrtårn og en del af en kystvagtbase.

Et af de huse, der for nylig styrtede i Stillehavet ved Washaway Beach i staten Washington. — Kysterosion Washaway strand | Billedkilde: Wikimedia Commons

På grund af den lave økonomiske betydning af det hovedsageligt landbrugsprægede og tyndt befolkede område har de føderale myndigheder vist ringe engagement i kampen mod Stillehavet i de seneste årtier, idet de har undgået kostbar infrastruktur og ofte overladt initiativet til privatpersoner.

David Cottrell, som er født og opvokset i North Cove og har en baggrund som matematiker, grundlagde i 2016 organisationen WECAN (Willapa Erosion Control Action Now) med hjælp fra sin kone Connie Allen, som nu omfatter lokale institutioner, borgere og endda efterkommere af Shoalwater Bay-stammen.

Cottrells idé var at skabe "kunstige høje" af basaltsten i de kystområder, der er mest påvirket af tidevandet, et system, der har været brugt i århundreder til skaldyrsopdræt og fiskeri: Disse strukturer kan reducere kraften af de bølger, der rammer strandene, og samtidig holde på sandet og genoprette de klitter, der normalt bliver skyllet væk af strømmen.

Projektet har vist en lovende udvikling i årenes løb, som overvåges af Washington State Department of Ecology: På trods af en stor investering i starten ser det ud til, at konstruktionerne kan modstå vejrforholdene og kan vedligeholdes af borgerne selv uden store omkostninger, idet vandstrømmene overvåges hver sæson, og der foretages forbedringer, hvor det er nødvendigt.

Desværre kommer Cottrell ikke til at opleve den fremtidige udvikling af sit projekt: Han døde i juni 2023 efter en cykelulykke.

Zandmotor, det hollandske projekt til beskyttelse af Delflands kyst

I Holland er kystbeskyttelse et langt mere presserende spørgsmål på grund af den særlige geografi og de store områder med "stjålet" land under havets overflade. Et af de projekter, der er finansieret af Rijkswaterstaat, ministeriet for infrastruktur og vandforvaltning, er den såkaldte Zandmotor ("sandmotor") på Delflands kyst.

I 2011 blev en stor mængde sand fra havet deponeret over de strande, der skulle beskyttes, så der blev skabt en krogformet halvø. Ideen bag dette projekt er at skabe et depot med en mængde sediment, der svarer til 20 årlige opfyldninger, i en position, der gør det muligt for strømme og vinde at fordele sandet over årene og samtidig beskytte kysten mod Nordsøens bølger.

Zandmotor, sandmotoren i Haag — Lagunen, som Zandmotor har skabt, er hurtigt blevet en turistattraktion, især for de lokale kitesurfere. | Billedkilde: Denhaag.com

Halvøen strækker sig 1 km ud i det åbne hav og ca. 2 km langs kysten med en maksimal højde på 5 meter over havets overflade. Inden for halvøen sikrer en lille sø den normale dræning af grundvandet, som ellers ville blive forringet af strukturen.

En indledende undersøgelse, der blev afsluttet i 2016, viste, at det var effektivt at beskytte kysten mod erosion og oversvømmelse og skabe et nyt levested for den lokale flora i den lagune, der blev skabt bag klitterne.

De potentielle farer for badning er blevet overvåget i årenes løb på grund af ændringerne i havstrømmene nær halvøen, og der er konstateret sandaflejringer både nord og syd for strukturen.

Det oprindelige skøn på 20 år ville allerede retfærdiggøre den store investering på 70 millioner euro, som er meget højere end for normale genopfyldningsforanstaltninger; men tilstedeværelsen af 95 % sand fem år efter det indledende arbejde tyder på, at interventionen kan vare endnu længere.